Viden om trivsel

Mental trivsel hos børn og unge: hvad skolen kan gøre, og hvad den skal lade være med

Syv ud af ti gymnasieelever ligger under midten på indikatoren pres og bekymringer, og fire ud af ti piger på stx har mindst ét psykisk symptom hver uge. Skolen kan ikke behandle det. Men den kan noget, som ingen klinik kan: bygge de færdigheder og de fællesskaber, mental trivsel vokser i, hver dag, for alle elever på én gang.

Opdateret 20. september 2026 · Af Imran Rashid, læge og stifter · Bygget på et åbent vidensgrundlag med 40 kilder

Hvad er mental trivsel?

I den danske trivselsforskning er mental trivsel elevens oplevelse af at være tilfreds, i godt humør og tænke positivt. TrivselsLUP-projektet fra Syddansk Universitet, som har fulgt omkring 34.000 besvarelser på ungdomsuddannelserne, beskriver den som én af tre dimensioner ved siden af social trivsel, oplevelsen af at høre til, og faglig trivsel, oplevelsen af at kunne og ville i mødet med det faglige. I 2023-rapporten kaldes den emotionel trivsel, og det er det mest præcise ord: det handler om, hvordan eleven har det indeni, ikke om, hvad eleven fejler.

Den skelnen er vigtig. Mental trivsel er ikke det samme som mental sundhed i sundhedsvæsenets forstand, og den er ikke fraværet af mistrivsel. Positiv psykologi har i årtier vist, at trivsel også består af noget, der er til stede: gode relationer, engagement, mening og oplevelsen af at lykkes med noget (Seligmans PERMA-model). Som læge er jeg vant til at lede efter det, der mangler. I klasselokalet er den bedste strategi ofte at bygge det, der bærer.

Tallene: de fleste unge har det godt, og presset er højt

Begge dele er sande på samme tid, og det glemmes let, når debatten om unges mistrivsel går højt. I TrivselsLUP ligger gymnasieelevernes mentale trivsel på 3,99 på en skala fra 1 til 5, altså pænt, og det samme billede tegner den nationale trivselsmåling på de gymnasiale uddannelser i 2025, hvor den generelle trivsel ligger på 4,0.

Men bag gennemsnittet ligger én indikator markant lavere end alle de andre. Pres og bekymringer scorer 2,7, og bag det tal ligger 20 procent af eleverne i intervallet 1 til 2 og 50 procent i intervallet 2 til 3. Statens Institut for Folkesundhed fandt i 2019, at 42 procent af pigerne på stx havde mindst ét psykisk symptom ugentligt eller næsten dagligt, en stigning fra 32 procent på fem år, og at 15 procent af pigerne følte sig stressede hver dag mod 8 procent af drengene. Med andre ord: det er ikke humøret, der halter i gennemsnittet, det er presset omkring skolearbejdet. Og det er præcis dér, skolen har adgang.

Kilder: Børne- og Undervisningsministeriet, trivselsmålingerne på de gymnasiale uddannelser 2025 · SIF/SDU, Sundhed og trivsel blandt gymnasieelever (2020) · TrivselsLUP 2023, SDU

Skolens rolle: træning, ikke terapi

Skolen er ikke en klinik, og den skal ikke prøve at være det. Intet i godt trivselsarbejde diagnosticerer eller behandler, og ved bekymring for en elev går vejen altid til skolens fagpersonale, til PPR eller studievejledningen og videre til egen læge. Det princip er ikke kun etisk, det er også empirisk begrundet.

Men skolen har noget, klinikken ikke har: adgang til alle børn, hver dag, i det fællesskab, de lever i. Robusthedsforskeren Ann Masten kalder det ordinary magic. Robusthed er sjældent heroisk. Den vokser ud af almindelige beskyttende forhold: en omsorgsfuld voksen, evnen til at løse problemer og regulere sig selv, oplevelsen af mestring og mening. Alle fire findes i en skole, og alle fire kan styrkes bevidst, uden at nogen skal fejle noget først.

Hvad virker, og hvor meget?

Læs forskningen med åbne øjne, for feltet har i mange år lovet mere, end det kunne holde. Den nyeste store meta-analyse af skolebaseret social og emotionel træning, Cipriano m.fl. 2023 med 424 studier og 575.000 elever i 53 lande, finder en samlet effekt på g = 0,19 og en effekt på faglige resultater på g = 0,11. Det er en reel effekt, men den er moderat, og den er markant mindre end de tal, der ofte citeres fra 2011. Længere programmer var ikke bedre end korte.

• Følelsesregulering kan trænes. At se en situation på en ny måde (kognitiv nyfortolkning) hænger sammen med bedre humør og færre depressive symptomer, også hos unge, mens det at undertrykke følelser hænger sammen med det modsatte (Gross' procesmodel). Bare det at sætte ord på en følelse dæmper i sig selv aktiveringen i hjernen (Lieberman m.fl. 2007).
• Kognitive færdigheder virker, beskedent. Skolebaserede forebyggelsesprogrammer bygget på kognitiv adfærdsterapi, som FRIENDS, reducerer angst og depression med små effektstørrelser, omkring g = 0,20, og effekten aftager efter et år. Målrettede forløb virker bedre end universelle, når det gælder depression (Werner-Seidler m.fl. 2021).
• Mindfulness til alle gør ingen forskel i gennemsnit. Det store britiske MYRIAD-forsøg med 85 skoler og 8.376 elever i alderen 11 til 14 år fandt ingen fordel af mindfulness-træning for alle. En åndedrætsøvelse kan være et redskab for dem, der har gavn af det, ikke et program for hele klassen.

Det, skolen skal lade være med

De seneste års forskning har fundet noget ubehageligt: trivselsprogrammer, som alle elever får, kan gøre skade. En systematisk gennemgang af de metodisk bedste forsøg med gruppeindsatser i skolen fandt mindst ét negativt udfald i 33 procent af forsøgene, med størst risiko hos allerede belastede elever, drenge og de yngste teenagere (Guzman-Holst, Andrews & Foulkes 2025). Og når unge løbende opfordres til at scanne sig selv for symptomer, kan de begynde at læse almindelig modgang som tegn på sygdom, det fænomen, Foulkes og Andrews kalder prevalence inflation.

Det giver fire regler for klassen: intet diagnosesprog i det indhold, alle elever får, ingen opfordring til at overvåge sig selv, kort og doseret frem for langt og intensivt, og læreren i front frem for en skærm alene. En måling af mental trivsel uden en vej videre er ingen indsats, den er en risiko.

Fem greb til klassen

1. Giv følelserne ord. Et fælles ordforråd for følelser, brugt i hverdagen frem for i en særlig time, gør det lettere at sige "jeg er presset" i stedet for at trække sig. Det er den simpleste regulering, der findes, og den er dokumenteret.
2. Lær nyfortolkning som valgmuligheder. Hos 10- til 15-årige er det anstrengende at se en situation på en ny måde, så spørgsmålet "kan du se det anderledes?" er for åbent. Giv i stedet to eller tre konkrete måder at læse situationen på, og lad eleven vælge.
3. Én åndedrætsøvelse, ikke et mindfulness-program. En kort, konkret vejrtrækningsøvelse før en prøve eller efter et frikvarter er et redskab, eleverne kan tage med sig. Kald det ikke behandling, og forvent ikke, at den hjælper alle.
4. Gør fejl til data. Frygten for fejl og oplevelsen af aldrig at være god nok er den dimension af perfektionisme, der hænger stærkest sammen med mistrivsel (Limburg m.fl. 2017, 284 studier). Klasser, hvor det er trygt at svare forkert, lærer mere og oplever mindre pres. Den kultur sætter læreren.
5. Byg det almindelige. En voksen, der kender ens navn og lægger mærke til, når man er væk. Et makkerpar, man ikke selv skulle finde. En opgave, man kunne løse. Mastens ordinary magic er ikke et program, det er en måde at drive en klasse på.

Hvornår skal I henvise?

Når en elevs mistrivsel er vedvarende eller intens, når den påvirker fremmøde, søvn eller mad, eller når der er tegn på selvskade eller tanker om ikke at ville leve, hører sagen ikke hjemme i trivselsarbejdet, men hos fagpersoner: skolens ressourceteam, PPR eller studievejledningen og egen læge. Børn og unge kan selv ringe anonymt til BørneTelefonen på 116 111, og Livslinien svarer på 70 201 201. Sig det højt i klassen, så vejen er kendt, før nogen har brug for den.

Ofte stillede spørgsmål